Mit navn er Abdollah Majidi. Jeg er født og opvokset i byen Marageh i Iran.
Min far var tæppehandler, så min passion for ægte tæpper, stammer helt fra barnsben.
Som ung læste jeg matematik på universitetet i Tehran, men blev forvist da mine undervisere ikke fandt mig rettroende nok.
I 1985 flygtede jeg til Danmark, grundet krigen mod Irak, og fik efter få måneder asyl. Udlændingeservice valgte at placere mig i Vejle, hvilket skulle ende med at være et fantastisk held for mig, for her mødte jeg min nuværende kone Marianne.
Marianne studerede på sygeplejerskeskolen, og jeg tog selv en dansk studentereksamen. Herefter flytter vi sammen til Odense, hvor jeg starter på teknikum og uddanner mig til svagstrømsingeniør. Jeg blev færdiguddannet i 1993, samme år som Marianne og jeg får vores datter Sara. Grundet manglende jobmuligheder, lader jeg mig drage af en gammel passion: tæpperne. Tæppehandling er et familieforetagende, og jeg havde derfor stadig gode kontakter i mit hjemland. Jeg anede muligheden for at forene arbejde og passion, og gøre det til min og min families levevej.
I 1993 startede jeg De Flyvende Tæpper.
I 1997 blev jeg tilbudt et job som offshore ingeniør hos ABB, som jeg ikke kunne takke nej til. Samme år blev jeg far for anden gang, denne gang til min søn Jonas. Efter tre år i ingeniørbranchen, kunne jeg ikke længere undvære mine tæpper. Det var en verden jeg gerne ville vende tilbage til, nu på fuld tid og ikke længere kun som interesse. Derfor startede jeg i 2001, min butik i Vestergade, Odense C, som efterhånden har udviklet sig og er vokset til Danmarks største tæppeforretning.
I 2012 flyttede jeg til nye spændende lokaler, stadig lige midt i Odense, og er utrolig stolt over nu at kunne præsentere en fantastisk butik med mere end 3.000 smukke og farverige håndknyttede, ægte persiske tæpper. Butikken fik hurtigt tilnavnet ”Aladdins hule”.
Med over 40 års erfaring kender jeg ethvert tæppes historie, og glæder mig til at fortælle dig en af dem.
Vi ses på Havnegade 19, bygning 4 (indgangen er fra Malmøgade).